Hvad går vi og laver? Lise, Paul og Tine fortæller…
Mødedato: Lørdag d. 24/10 2020 kl. 11-16:
Lokale: KUA1 23.0.49
Lørdagsseminar: Hvad går vi og laver?
Lise, Paul og Tine fortæller om deres seneste projekter
Program
11.00: Foredrag 1, v. Tine Bagh
12.15: Frokost (medbring selv mad og drikke)
13.00: Foredrag 2, v. Lise Manniche
14.15: Kaffepause (medbring selv kaffe/te)
14.45: Foredrag 3, v. Paul John Frandsen
Ægyptologiens historie i de nordiske lande, v. Tine Bagh, PhD, Museumsinspektør Glyptoteket
I 2015 blev jeg spurgt, om jeg ville være med til at skrive om ægyptologiens historie i hele verden, hvor mit kapitel skulle omhandle de nordiske lande. Aidan Dodson, Andrew Bednarski og Salima Ikram var redaktører, og rammerne var 1831-1976. Fra året, hvor ægyptologi første gang blev etableret som et universitetsfag, til den første internationale ægyptologikonference blev afholdt i Cairo.
I slutningen af 2019 blev jeg endelig færdig med mit kapitel, og efter noget redigering er bogen nu på trapperne. Det var en spændende opgave med flere berøringspunkter mellem udviklingen i de forskellige nordiske lande, og jeg vil også fortælle nogle af de gode historier, der ikke alle kom med i bogens endelige version.
At afbilde det usete, v. Lise Manniche, mag.art., PhD.
Ægypternes forestillingsevne var uden lige. I ord og i billeder har de efterladt os dokumentation for et imaginært univers, der tager sin begyndelse ved verdens skabelse og i kraft af sin cykliske natur ikke har nogen ende. I foredraget vil jeg fremlægge nogle af de aspekter, jeg har nærstuderet i sommerens løb.
Jeg vil demonstrere, hvordan kunstnerne afbildede en del af den kvindelige anatomi, som de aldrig havde set ved selvsyn: livmoderen, og hvordan nøglen til identifikationen i vid udstrækning kan findes i de ægyptiske tekster om Underverdenen. Med deres fokus på genfødsel efter livet på jorden var det et emne, der fik meget plads, især i udsmykningen af Nye Riges kongegrave.
Klosterforstanderen Shenute og en dråbe honning i havet, ved mag.art. Paul John Frandsen, Lektor Emeritus, ToRS
Hvad går ægyptologer og laver for tiden?
Denne ægyptolog læser korrektur på en stor bog om den tidlige ægyptiske – koptiske kirke – og munkebevægelsens opståen. Jeg har tidligere talt om flere forskellige aspekter af dette store emne, men nu er tiden kommet til at fokusere på klosterforstanderen Shenute, en af den tidlige histories vigtigste skikkelser og den, der har fået mig til at skrive bogen, der bærer titlen En dråbe honning i havet. Kristendommen og munkevæsnet i det tidlige Ægypten.
Den er i øvrigt planlagt til at udkomme lige før jul.