Det bemalede gravkammer i pyramiden Beg. N9 i Meroë
Mødedato: Torsdag d. 10/10 2019 kl 18.00
Lokale: KUA1 15A.0.13
Det bemalede gravkammer i pyramiden Beg. N9 i Meroë: Dokumentering, visualisering og epigrafisk undersøgelse, v. Martin Malm Thygesen, MA, ekstern lektor ToRS
Genudgravningen, restaureringen og sikkerhedsklargøringen af pyramide Beg. N9 ved Bagrawiyah (Meroë) har siden 2018 været et af hovedprojekterne for Qatari Mission for the Pyramids of Sudan. Som et led i 2019-sæsonen blev arbejdet udvidet med en dybdegående dokumentering af det bemalede gravkammer.
Dokumenteringen, der primært består af digitalfotografering med forskellige typer kameraer, ligger til grund for den videre digitale visualisering af gravkammeret og dertil også den epigrafiske undersøgelse af dekorationen.
Foredraget præsenterer kort gravens historiske kontekst, samt (gen)udgravningen af pyramiden i henholdsvis 1923 og 2018. Derefter vil det primært dreje sig om selve arbejdet med dokumenteringen og visualiseringen, for til slut at præsentere nogle af de tidlige opdagelser gjort under det igangværende epigrafiske arbejde.