Oldægypten i København: De Levendes By
Mødedato: Onsdag 17.8 2022 kl. 17.30 v Rundetårn
Oldægypten i København: De Levendes By. En byvandring v. Ole Herslund
Turen starter ved Rundetårn og slutter ved Hovedbanegården KBH H
Igennem de sidste 400 år har Ægyptens arkitektoniske formsprog og symbolik tjent som inspirationskilde til en række bygninger og monumenter opført på tværs af det historiske København.
Så vi snører vandreskoene, drager gennem Indre By og besøger de steder der bærer referencer til oldtidens Ægypten. Her kommer vi på en tur gennem vores egen historie, kulturarv og fælles hukommelse, mens de enkelte arkitektoniske værker afslører fortidens skiftende ideologier, viden, forventninger og fordomme om den faraoniske verden.
En verden som danskerne historisk set, og til stadighed, forbinder med guddommelig kongemagt og civilisation, okkultisme, magi og mystisk, slaveri og udfrielse, orientalisme og underholdning, mens byen samtidig rummer monumenter over ægyptologisk forskning, ekspeditioner og samlinger i verdensklasse. – Ole vil på et senere tidspunkt arrangere en gåtur i de dødes København.