Oldægypten i København: De Dødes By
Mødedato: Lørdag d. 13. maj Kl. 14
Mødested: Nørrebros Runddel ved indgangen til Assistens Kirkegård.
Oldægypten i København: De Dødes By. Gåtur med Ph.d. Ole Herslund
Vigtigt! Husk at medbringe et Rejsekort eller lign., da turen delvist går via Metroen. Turen slutter ved Frederiksberg Gamle Kirkegård.
På tværs af landet kan man på diverse kirkegårde se historiske gravmonumenter, der er direkte inspireret af faraonisk arkitektur og symbolik.
De gamle kirkegårde i København og på Frederiksberg er ingen undtagelse, så endnu engang er det tid til at snøre vandreskoene og denne gang besøge nogle af de gravanlæg, som har hentet inspiration fra det oldægyptiske formsprog. Turen tager os delvist igennem vores egen historie og kulturarv men giver også mulighed for at opridse både paralleller og kontraster mellem dansk gravskik og den faraoniske verden.
En verden, der jo er så kendt for sine elaborerede og ofte monumentale begravelser. I punktnedslag vil der være fokus på såkaldt mausoleum-kultur, gravbesøg, ihukommelse af forfædre og hvorledes monumentale gravanlæg kan være med til at skabe en fælles kulturel hukommelse.