En Forsvundet Identitet: General Intefs Stele på Glyptoteket


Mødedato: Tirsdag d. 8. oktober 2024, kl. 17.30 – døren låses 17.20!

Antikmuseet på Aarhus Universitet,
Victor Albecksvej, Århus C, bygning 1414

En Forsvundet Identitet: General Intefs Stele på Glyptoteket, v. Julie Schwartzlose Christensen, stud.mag. og undervisningsassistent Københavns Universitet

Museum Münterianum var blandt de første offentlige samlinger i Danmark. Udstillingen befandt sig i Bispegården i København, hvor Biskop Münter gennem sin embedsperiode (1808-1830) samlede genstande fra den antikke verden. Han havde en særlig interesse for antikkens skriftsprog og erhvervede sig i den forbindelse 12 ægyptiske steler.

Særligt én stele udmærkede sig fra de andre, og i 1829 gav Münter selv en beskrivelse af stelen: ”Den ene forestiller Osiris siddende på fin Trone med en Lotusblomst i hånden, for hvilke en Præst frembærer Offere… under ham syv Linier Hieroglyphisk Skrivt, mærkelig ved den Nøjagtighed og Skarphed, med hvilken den er huggen i Stene”. Stelen, som han omtaler, er i dag permanent udlånt til Glyptoteket og bedre kendt som General Intefs Stele (ÆIN 963).

Desværre har stelen haft en hård tilværelse i Danmark, og det har sat sine spor. Denne præsentation vil først introducere erhvervelseshistorien og stelens første tid i Danmark samt give et bud på, hvor den oprindeligt stammer fra. Efterfølgende vil identiteten af de to personer, der er afbildet i offerscenen blive undersøgt. Der har gennem tiden været flere forskellige bud, både på kontekst og identitet, men desværre ofte uden at inkludere et solidt bevisgrundlag. Ved en nærmere undersøgelse af stelen viste det sig, at der er to tidligere ukendte sekundære indskrifter på den, som også vil blive diskuteret.