Vesiren Paser – et liv i kongens tjeneste

Paser (Glyptoteket ÆIN 50)

Paser (Glyptoteket ÆIN 50)

Mødedato: Torsdag d. 8/10 2020 kl. 17.20 – døren låses!

Antikmuseet på Aarhus Universitet,
Victor Albecksvej, Århus C, bygning 1414

Vesiren Paser – et liv i kongens tjeneste, v. MA Bente Bladsgaard Jensen

I det gamle Ægyptens Ny Rige var der to vesirer på samme tid: en i Øvre Ægypten og en i Nedre Ægypten. Under Seti I og Ramesses IIs regeringstid hed den siddende vesir for Øvre Ægypten Paser.

Han er en ganske velkendt person, idet der er er fundet en stor mængde arkæologisk materiale, hvorpå hans navn og titler er indskrevet. Disse stammer fra forskellige steder i hele Ægypten og nogle er endog fundet udenfor landets grænser. Fundene inkluderer bygningsdele i Deltaet, et diplomatisk brev på en kileskrifttavle i Hattusha og en dørstolpe ved Buhenfortet i syd.

Disse artefakter, sammen med Pasers grav i Sheikh Abd el-Qurna og hans kapel i Horemhebs ”Store Speos” i Gebel el-Silsila danner grundlaget for dette foredrag. I et mikrohistorisk studie udforskes det, hvordan Paser ydede indflydelse gennem den måde, han ønskede at præsentere sig selv på i sine monumenter, artefakter og inskriptioner. I et casestudie undersøges Pasers tempelstatuer, blandt andre Glyptotekets ÆIN 50, for at forstå hans motivation i præsentationen af sig selv i en tempelkontekst. Samtidig undersøges det, hvordan makrohistoriske begivenheder har påvirket mikrohistorien, specifikt i Pasers tilfælde. Her er hans grav, TT 106, et vigtigt omdrejningspunkt.