Mumieportrætter

Mødedato: Lørdag d. 17/2-2024 kl. 10 og 12
Mødested: Infolokalet til venstre i Glyptotekets forhal (modsat museumsbutikken)

Mumieportrætter. Omvisning på Glyptoteket, v. cand. mag. Louise Alkjær  TILMELDING direkte til Louise: louise_alkjaer@hotmail.com
Husk at angive, om du vil med på omvisningen kl. 10.00 eller kl. 12.00.

Louise sender en bekræftelse til alle, der tilmelder sig, og har du tilmeldt dig, men ikke fået denne bekræftelse inden for 24 timer, så send Louise en sms på 27 28 24 76 – for så er din mail nok røget i spam eller forsvundet i cyberspace.

Omvisningen varer en time, og vi mødes i info-loungen i forhallen over for museumsbutikken.

Der skulle gå adskillige år, førend nogen rigtigt gad at beskæftige sig med de romerske portrætter, som der blev fundet flere hundrede af i Ægypten i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Det ægyptologiske, det klassiske og det kunsthistoriske establishment var til at begynde med ikke sikre på, om portrætterne var ægte. Selv da der senere blev præsenteret portrætter, som stadig var fæstnet til deres mumie, var det ikke noget, man rigtigt ville røre ved. Ægyptologerne var mere interesserede i den faraoniske periode og opfattede portrætterne som noget romersk og halvmoderne pjank, klassikerne vidste ikke rigtigt, hvad de skulle stille op med dem, og kunsthistorikerne kom heller ikke på banen med det samme.

En reklamekampagne forestået af den østrigske kunsthandler Theodor Graf fik dog sat skub i de europæiske kunstmæcener og museumsdirektører. Brygger Carl Jacobsen erhvervede en række velbevarede og udtryksfulde mumieportrætter fra Theodor Grafs samling, og få år senere ankom to mumier med portrætter og et portræt til Glyptoteket via W. M. F. Petrie og de udgravninger, Brygger Jacobsen sponsorerede. Siden da – eller i hvert fald siden efter 2. verdenskrig – har både ægyptologer, klassikere, kunsthistorikere og andre faggrupper ivrigt diskuteret en lang række spørgsmål, der knytter sig til portrætterne på både Glyptoteket og andre museer. På omvisningen prøver vi at besvare nogle af disse spørgsmål, fx hvordan man kan datere portrætterne, hvem det var, der fik malet de fornemme portrætter, hvor de blev lavet, hvad deres funktion var, og ikke mindst: var der lighed mellem portrættet og den døde?