Mumieportrætter og den portrætteredes alder

ÆIN-0682

Mødedato: Torsdag d. 15/9 2016, kl. 17.30

Mødetid er kl. 17.20, døren låses!

Antikmuseet på Aarhus Universitet,
Victor Albecksvej, Århus C, bygning 414

v. Bjarne Purup, cand. mag. i klassisk arkæologi, SAXO Instituttet, Københavns Universitet

Tidligere studier af de ægyptiske mumieportrætter har ikke tidligere beskæftiget sig med kønsfordelingen og den portrætterede alder.

Bjarne Purup stiller i dette foredrag spørgsmålet om, hvilken påvirkning det græsk-romerske samfund har haft på mumieportrætternes aldersgrupper og kønsfordeling. Der er en overvægt af unge kvinder blandt de kvindelige mumieportrætter, hvilket kan skyldes denne alders status i samfundet.

En status, der ikke blev afmålt ud fra en politisk eller elitær karriere, som den mandlige elites status blev, men ud fra kvindens plads i familien, som datter, ægtefælle og moder. I modsætning hertil er der blandt mandsportrætterne en mere jævn fordeling mellem de forskellige aldersgrupper.

Bjarne vil argumentere for, at denne portrættering afspejler den græsk-romerske etniske og kulturelle gruppe, som mumieportrætterne ifølge forskningen tilhører. Det er yderligere muligt at analysere, hvor mange mænd og kvinder, der er portrætteret i de forskellige perioder. Dermed kan man dokumentere en kronologisk ændring i mumieportrætterne mod de ældre aldersgrupper i 2. årh. e.Kr. – mere markant for mænd end for kvinder.

Hvad denne ændring i mumieportrætternes aldersgrupper afspejler, vil Bjarne også give svar på.