I begyndelsen af 2025 var lektor emeritus Paul John Frandsen i Cairo og Alexandria. Paul skrev i den anledning et rejsebrev om oplevelserne, som vi bringer her i let redigeret udgave.
En beretning om turen til Ægypten
Af Paul John Frandsen
Cairo
Det er rigtigt, at DID (Det danske institut i Damaskus) har lejet to lejligheder i et mameluk-palæ, som ligger i den fattige del af byen; det hedder Bayt Yakan og ligger i Suq el-Silah, ca. 10-15 minutters gang fra Sultan Hassan-moskeen.
Det er et ganske charmerende sted, som ejes af et arkitekt/kunstnerægtepar med meget idealistiske holdninger. De købte og restaurerede stedet for ca. 10 år siden og har i deres holdning til kvarteret været inspireret af Wissa Wassefs gamle projekter i Harrania. Som han dér fik børn til at væve, er det deres tanke at få kvarterets børn til at se andre horisonter og lære et eller andet, og til den ende laver de en række forskellige lokale arrangementer.
Danskerne har erklæret sig med på ideen, og det blev demonstreret med al tydelighed den første fredag, jeg var i Cairo, to dage inden alt det øvrige løb af stablen, ved en sammenkomst i palæets gård, hvor ca. 200 børn med mødre blev præsenteret for en arabisk oversættelse af en børnebog om Carl Nielsens liv!
Det lyder helt sindssygt, men det var en kæmpe og meget morsom begivenhed. Bogens illustrationer kom op på en skærm, og så var der to fortællere /oplæsere, som fortalte om Carl Nielsens barndom på en måde, hvor alle ungerne konstant blev engagerede i udfoldelsen af hans levned. Bagefter var der burgere og is – og det gjorde jo ikke børnenes fornøjelse mindre.
På vandring i Cairo dagen før Ramadanen
Det fandt som sagt sted på en fredag, den sidste før Ramadanen, og jeg startede om morgenen til fods fra vores hotel på Zamalek sammen med June Dahy, (der er en af de tre studielektorer i arabisk). Jeg har aldrig i mit liv set så mange mennesker på gaden som den fredag. Vi kæmpede os igennem bazarkvarteret frem til Hussein-moskeen ved Al Azhar og nød derefter af drive rundt lidt på må og få i Darb el-Ahmars snævre gyder.
Kvarteret er i dag stærkt præget af sulte unge studerende fra Indonesien og Sydøstasien, og fattigdommen afspejler sig også i prisen på det måltid vi indtog i området. Mængder af lækre grøntsagsting, baladi-brød, vand og te, 30 DKK.
Ved 15-tiden nåede vi så frem til seancen med børnene, hvorefter vi først på aftenen forsøgte at kæmpe os tilbage til Zamalek. Det var mere end svært, og vi og andre blev på et tidspunkt dirigeret ud ad Gauhar el-Qa’id, da der var alvorlig risiko for stampede. En af forklaringerne på dette gigantiske opbud af folk kunne, ifølge June, være, at der i moderne tid hersker en forventning om, at man til Ramadan også iklæder sig noget nyt tøj, og det lyder rigtigt plausibelt.
“Nå, hjem kom vi og kunne konstatere, at vi havde gået 19,1 kilometer den dag. Det blev anledning til en stor gang koshari til aftensmad“.
Den næste dag havde jeg sat mig for at afprøve Cairos metro. Den er jo bygget af franskmændene og fungerer ligesom den parisiske metro. Den er let at bruge, især den nyeste linie, den grønne linie 3, der lå på Hassan Sabry, kun fem minutters gang fra hotellet. Prisen er 4 pund for 9 stationer, 5 for noget flere, næste trin er 8 og sluttrinet 10! det er altså uhyggeligt billigt.
Jeg endte dagen i min kone Annettes gamle kvarter Dokki – en lille sentimental rejse. Tog til slut metroen tilbage til Zamalek, hvorfra der kl. 15.00 var busafgang til Alexandria.
Alexandria
Vi var ca. 60 deltagere i det tredages møde, der nu skulle finde sted. Det hele var tænkt som en slags fælles årsmøde for DID, instituttet i Rom og det tilsvarende i Athen. Der har i et par år ikke været afholdt årsmøder, så nu skulle alle sejl sættes til, med Ingolf Thuesen som overdirektør.
De inviterede deltagere var selvsagt medlemmerne af de respektive institutters bestyrelser, repræsentanter for støttende fonde, først og fremmest Davids Fond og Hjerl Hansen fondet, og så endelig dem, der skulle underholde disse personer og hinanden.
Vi blev indkvarteret på byens bedste hoteller, Metropole og Cecil; jeg var ligesom Tine (Bagh, red.) på det sidste med et kæmpeværelse med udsigt til Cornichen og havnen. Vinden hylede gennem døren, og værelset var pivkoldt. Behøver jeg at sige, at varmeapparatet ikke fungerede?
Foredrag og symfoniorkester på Biblioteket i Alexandria
De næste dage blev vi så udsat for et omfattende program med forelæsninger, museumsbesøg, og, ikke at forglemme middage og andet lækkert. Den første dag foregik alt på Bibliotheca Alexandrina. Her var der foredrag om byplanlægning i oldtiden, græske udgravninger i byen; restaurering af en meget fin bro ude ved kongeslottet Montaza, Søren Sindbæks foredrag om “Alexandrian glass in Viking-Age Denmark – on the alchemy of exchange”, et foredrag om digteren Cavafy’s hus i Alexandria; Jacob Skovgaards foredrag om Tawfiq al-Hakim’s Muhammad , som han sammenlignede med Edward Brandes’ skuespil Muhammed; og endelig et meget interessant foredrag om de skandinaviske medlemmer af de såkaldte Mixed Courts ved Andreas Nabil Younan, der båder er kopter og dansker og skriver og læser arabisk!
Så fik vi en interessant videoorienterering fra den danske ambassadør i Libanon og Jordan og Chargé d’affaires i Syrien, Kristoffer Vivike. Vi blev selvfølgelig også vist rundt på biblioteket med dets mange permanente udstillinger.
Vi kom igennem dem alle, men alt for hastigt. HER kunne jeg virkelig godt have tænkt mig at have mere tid. Dagens clou var dog aftenens koncert med BA-orkestret, bibliotekets lille symfoniorkester. Koncerten fandt sted i en kæmpe teatersal i Biblioteket. Den havde en meget dyb scene, så der kunne i realiteten spilles opera der. Dirigenten var danskeren Peter Ettrup Larsen, uddannet på Sibelius Akademiet med debut i København, hvor bl.a. min far havde været censor.
Han havde et glimrende greb om orkesteret, der består af en blanding af få helt professionelle musikere, og musikere, der har andre uddannelser og erhverv for at kunne klare livet i Egypten.
“Vi talte efter koncerten med en cellist/tandlæge, der talte glimrende engelsk og som kunne fortælle os en mængde om musikernes vilkår og orkestrets programmer“.
Til koncerten spillede de Schierbeck’s ouverture I Danmark er jeg født, hvor dirigenten fik alle danske til at synge med på teksten. Dernæst en uropførelse af et dansk værk skrevet til lejligheden af komponisten Arne Jensen. Så fulgte to satser fra Carl Nielsens suite for strygere og Weyses 1. symfoni. Et ganske svært og ambitiøst program. Carl Nielsen blev gennemført med recitation af uddrag af bogen om ham, den der netop er udkommet på arabisk. Mageløst, ikke mindst fordi dirigenten er den fødte entertainer; recitatoren var såmænd bogens forfatter Anne Sofie Allermann. En helt utrolig aften, hvor Davids Fond betalte for orkester og dirigent!
Sporvognstur og sightseeing
Den følgende kolde og blæsende dag kom dagens overraskelse lige efter morgenmaden. Vi skulle besøge Det Græsk-Romerske Museum, men inden da skulle ud vi på en køretur i en af de gamle Düsseldorfer-sporvogne, som København i 1974 havde solgt til Alexandria. Den var i dagens anledning udsmykket med danske og ægyptiske flag foran og på siden.
Inden køreturen fik vi hver en pose fra transportvæsenet med en sodavand, en vandflaske og et lille minde. Et orkester spillede Kong Kristian og den ægyptiske nationalsang, vi blev budt på chokolade, og guvernøren holdt en tale om de gode dansk-ægyptiske relationer. Så kørte vi en pæn lille strækning, hvorefter vi skiftede til en bus, der kørte os til museet. Al den buskørsel var totalt spild af tid, det er meget hurtigere at gå. Men det var en helt uventet og herlig start på dagen.
Museet er både med hensyn til sin samling og opstilling samt bygning et vidunder af et museum. En stor oplevelse, som man mageligt kunne have brugt endnu mere tid på. Men efter et par timer, kørte vi så ud til stedet, hvor det gamle fyrtårn stod. Her spiste vi en gedigen frokost med fisk som hovedret, hvorefter vi besøgte fortet Qayt Bay. Flot, og flot beliggenhed.
Og så gik turen igen i bus gennem smalle gyder, hvor vores eskorterende politi måtte få sporvogne til at bakke. Det tog en helvedes tid, og programmet måtte forkortes lidt. Vi kom således forbi Pompejus-søjlen, som vi kun fik set på afstand, fordi målet var katakomberne nær Serapeum. Vi havde brugt for megen tid på de øvrige seværdigheder og ikke mindst på den forrykte transport gennem byen til at få tilstrækkeligt med tid til besøgene i den del af byen, og da vi var færdig dér, gik nogle af os gennem byen tilbage til hotellet.
En alexandrinsk hundemor
Den sidste dag holdt jeg min lille forelæsning om kopterne. Og så afsted til dagens udflugter; første stop var de græske udgravninger, som er aldeles uinteressante at se på, selvom de jo har fundet en meget særpræget statue, der nu befinder sig på Det Græsk-Romerske Museum, hvor jeg har fotograferet den.
“Jeg var mest optaget af at følge en hundemor med fem hvalpe. De rendte rundt efter hende nede i dybet, men da hun kravlede op ad den stejle skråning, blev de i lang tid stående lidt usikre på, hvad de skulle gøre. Det lykkedes dog for tre af hvalpene at komme op ad skråningen, og mon ikke de sidste to pus har haft held til at gøre det samme senere?”
Derefter gik turen østpå ud ad Cornichen ca. 18 km til Montaza. Montaza Park-arealet var indtil 1880’erne helt jomfrueligt land, der blev købt af Khediven Abbas Helmi, som lod bygge et sommerslot, der siden blev konverteret til et hotel. Senere lod Kong Fuad I bygge et andet sommerslot, der er en fantastisk blanding af italiensk renæssance og middelalder og tilmed i røde og gule farver. Ingolf, godt hjulpet af udenrigsministeren og ambassaden havde udvirket, at dette palæ, der normalt kun bruges til modtagelse af udenlandske statsoverhoveder, blev åbnet for os, som tilmed fik en let frokost på stedet.
Det var faktisk helt utroligt. Hele personalet kom fra Cairo, og så snart vi var ude af vagten, blev paladset lukket og personalet tog tilbage til Cairo. Det var dagens overraskelse! Og her sluttede turen så officielt. Vi kørte tilbage til Cairo om aftenen, og så måtte folk klare sig selv.
Til frokost hos Mark Lehner
Nu havde jeg så et par dage til at være ægyptolog. Da jeg var i Cairo i 2017, så jeg intet faraonisk, men nu skulle det være, i selskab med Tine og den nybagte ridder af en kroatisk orden, Anne Haslund.
Vi tog ud til Giza, hvor Søren Sindbæk skulle introducere os for det arbejde han og hans team laver for og sammen med Mark Lehner. Til vores store overraskelse dukkede sidstnævnte selv op, og blev tilsyneladende glad for at møde mig igen.
Det er ret præcist 46 år siden, jeg på Yale underviste ham i nyægyptisk og holdt forelæsninger over metode, og til min store overraskelse kunne han huske, hvad jeg har forelæst om! Nå, planlagt eller ej, han besluttede sig for at indvie os i sine mange hypoteser om, hvad der havde været på østsiden af Kheopspyramiden og ikke mindst den ’prøve’ på en gang og det store galleri, han mente at ægypterne havde lavet, der hvor vi mødte ham, inden de – ægypterne gav sig i kast med at bygge galleriet i pyramiden.
Jeg klatrede ned i det underjordiske anlæg, og er selvsagt fuldstændig overbevist om, at han har ret. Efter at vi havde set Mareseankh’s grav, tog de andre tilbage til Cairo for at være til stede ved den officielle åbning af Bayt Yakan, mens jeg blev i Giza, inviteret til frokost hos Mark med frue, Fran, og Søren i deres fine hus med have og dyr lige overfor det gamle Mena House.
Det var en hyggelig frokost, og bagefter blev jeg kørt hen til Grand Egyptian Museum, hvor jeg tilbragte resten af eftermiddagen. Det museum er fuldstændigt overvældende, gigantisk og flot, men med perverst besværlige adgangsforhold. langt inden da.
“Det er jo langt fra færdigt, og jeg kan ikke forestille mig, at nogen nok så passioneret ægyptolog kan holde til at se hele museet, man falder om af udmattelse.”
Afslutning i Sakkara
Den følgende dag var jeg så hele dagen i Sakkara med Tine og Anne. Her så vi så Trinpyramiden med samt det saitiske galleri og sydgraven. Det var alt sammen meget interessant, hele komplekset er jo gjort i orden, ’rettet op’ og jeg fik helt lyst til at genoplive et gammelt foredrag om det hele. Jeg er jo en af de vistnok ikke mere end fem nulevende ægyptologer, der har været helt nede i bunden af komplekset.
En film i det nye Imhotep Museum fortalte, at Zahi Hawass for et par år siden havde risikeret livet ved at besøge de underjordiske gallerier, så så er vi i hvert fald to modige mennesker. Vi vandrede rundt i sandet hele dagen og så en masse, men her skal det da noteres, at vi intet fik at spise, da man af uransagelige årsager har nedlagt det telt med spisefaciliteter, der plejede at være derude.
Og så tog jeg til Paris, men det er en anden historie.
Pauls rejsebrev har tidligere været udgivet i Payrus.