Generalforsamling og Fantastiske farver

Mødedato: Torsdag d. 29. januar 2026 kl. 18.00 

Først generalforsamling fulgt af foredrag ca. kl. 19.30

Lokale: 23.0.49

To mumiebuster, Glyptoteket ÆIN 641 og 640
Foto: A.S. Berg

Fantastiske farver. Polykromiforskning i Glyptotekets samling fra det romerske Ægypten v. Cecilie Brøns, seniorforsker og museumsinspektør, Ny Carlsberg Glyptotek

Ny Carlsberg Glyptotek råder over en enestående samling af gravudstyr fra det ptolemæiske og romerske Ægypten. Samlingen omfatter blandt andet de velkendte mumieportrætter, men også forgyldte mumiemasker, elleve sjældne mumiebuster i gips, en mumiefodkasse, et gravportræt samt to yderst sjældne votivmalerier. Disse genstande har ikke været udstillet i mange år, men netop dette har givet forskerne en unik mulighed for at undersøge dem indgående.


I de seneste fem år har Glyptotekets polykromiforskningsprojekt haft fokus på denne samling med henblik på at afdække spor af de oprindelige farver og bemaling. Undersøgelserne har afsløret et rigt spektrum af pigmenter og teknikker, som vidner om den kunstneriske praksis i gravkontekster i Ægyptens romerske periode. Foredraget vil præsentere resultaterne af denne forskning og give et indblik i de metoder, der anvendes i museets laboratorium – et “behind-the-scenes” blik på arbejdet med polykromi. Viden om genstandenes oprindelige farver og teknikker kan ikke blot kaste lys over deres oprindelige udseende, men også bidrage til forståelsen af værksteder, geografiske forbindelser og datering.