Tekstilernes skjulte betydning i det gamle Ægypten
Mødedato: Torsdag d. 24/9
kl. 18.00
Lokale: KUA1 15a.0.13
v. cand. mag. Ziff Julie Jonker
Ægyptiske tekstiler havde mange forskellige formål i livet såvel som i døden, hvilket også er grunden til deres hyppige forekomst i gravkontekster. Nogle typer tekstiler findes ofte i kister, som klæder eller mumiebind, mens andre ses svøbt om forskellige objekter. De gamle ægyptere anså tydeligvis tekstilerne som vigtige og betydningsfulde, men desværre har de fleste moderne forskere ikke forstået deres vigtighed. Dette betyder, at selvom mange tekstiler er velbevarede, så bliver disse sjældent beskrevet detaljeret, fotograferet eller forsøgt bevaret. Med udgangspunkt i fund fra Tutankhamons grav vil foredraget berøre spørgsmålet om, hvilke objekter der var indhyllet i tekstiler, og hvordan dette ændrede objekternes brug, formål og udtryk.