Kvinderne der forlod haremmerne
Mødedato: Søndag d. 13/3 2016, kl. 13.00
Antikmuseet er åbent søndage kl. 12-16.
Lokale: Antikmuseet på Aarhus Universitet, Victor Albecksvej, Århus C, bygning 414
v. cand. mag. Jesper Petersen
I sommeren 1923 trådte Huda Sharawi ud af toget på banegården i Kairo – hun fjernede ansigtssløret i fuld offentlighed, og de mange haremskvinder, der var mødt op for at modtage den Egyptiske Feministunions formand, jublede, mens flere af dem i trods mod haremskulturen rev sløret af og smed det på jorden. Kvindekampen var skudt i gang i Egypten, og de næste år blev et dramatisk opgør med samfundets patriarkalske normer. Kvinderne forlod haremmerne og fyldte gaderne i protest imod et system, der havde undertrykt dem i århundreder. I dette foredrag fortælles historien om kvindernes vækkelse i slutningen af 1800-tallet frem til shariadomstolenes nedlæggelse i 1955. Det bliver et spændende foredrag med nedslag i kvindernes egne beskrivelser af kampen mod en kultur, der havde undertrykt dem i århundreder.