Glas fra fjerne egne
Mødedato: Torsdag d. 5/4 2018, kl. 17.30
Mødetid er kl. 17.20, døren låses!
Antikmuseet på Aarhus Universitet,
Victor Albecksvej, Århus C, bygning 414
Glas fra fjerne egne, ved Museumsinspektør Jeanette Varberg, Moesgaard Museum/Nationalmuseet
Da Jeanette Varberg ved et tilfælde fandt nogle små blå glasperler i magasinerne under Moesgaard Museum, blev det startskuddet til en helt ny forståelse af, hvordan folk i den danske bronzealder levede og handlede.
Nationalmuseets Sophus Müller skrev allerede i 1882, at de blå perler kunne stamme fra Orienten, og han nævnte, at perler af ganske samme art kendtes fra Ægypten. Senere blev forskerne mere forsigtige og usikre, og når man ikke vidste, hvor perlerne kom fra, kunne man heller ikke sige noget om forbindelsesvejene.
Jeanette vil fortælle, hvordan nye analysemetoder har afsløret, at der er tale om glasperler fra Ægypten og Mesopotamien. Det har resulteret i nye opdagelser om handelsvejene mellem Danmark og disse oldtidskulturer for 3400 år siden.