Generalforsamling og astrologiske manualer fra tempelbiblioteket i Tebtunis
Mødedato: tirsdag d. 18.01 2022 kl. 18.00 – Lokale 22.0.11
Først generalforsamling fulgt af foredrag ca. kl. 19.
HUSK Coronapas og mundbind !!! Vi opfordrer også til, at du bliver testet før vi mødes. Også selvom du er vaccineret. Vi skulle nødigt smitte hinanden. |
Astrologiske manualer fra tempelbiblioteket i Tebtunis, v. Ida Adsbøl Christensen, PhD Student at ISAW, New York University
Astrologi og andre former for varselstagning var særdeles populært i det græsk-romerske Ægypten, hvor det lader til at have spillet en vigtig rolle i mange ægyptiske templer. Et stort antal astrologiske papyri skrevet på græsk og demotisk har overlevet frem til i dag, men kun en brøkdel af især det ægyptiske materiale er endnu blevet studeret.
Tempelbiblioteket i Tebtunis indeholder mere end 50 manualer i astrologisk praksis, dvs. teoretiske tekster, der angiver og forklarer, hvordan forskellige himmellegemers positioner bør fortolkes. Disse manuskripter repræsenterer den suverænt største gruppe af videnskabelig litteratur i tempelbiblioteket. I nutiden bliver astrologi som oftest anset for at være pseudovidenskab, men denne praksis udgjorde en yderst central form for videnskab blandt mange oldtidskulturer i Mellemøsten og Middelhavsområdet.
De astrologiske manualer fra Tebtunis er endnu upublicerede, men igangværende studier af materialet har vist, at håndbøgerne bl.a. indeholder instruktioner til udarbejdelsen af horoskoper og detaljerede beskrivelser af astrologiske fænomener og deres betydninger for menneskelige skæbner. Dette foredrag giver et overblik over disse emner med udgangspunkt i en gruppe astrologiske manualer fra Tebtunis, der hver især giver forskellige indblik i, hvordan oldtidens ægyptere forsøgte at tilegne sig viden om, hvad fremtiden ville bringe.