Generalforsamling og Nyt fra Ægypten
Mødedato: Torsdag d. 1/2 2024 kl. 18.00 – Lokale 23.0.49
Først generalforsamling fulgt af foredrag ca. kl. 19.
Nyt fra Ægypten v. Tine Bagh, ph.d., museumsinspektør på Glyptoteket
Efter generalforsamlingen vil jeg tage jer med på min rejse til de museer og steder, jeg besøgte i Ægypten i slutningen af november, så I får et indblik i, hvad en museumsægyptolog oplever udenfor museet.
Min rejse startede i Cairo med en dag i Heliopolis ved Sesostris I’s obelisk og besøg i Baron Empains palads i indisk stil, som man kører forbi til lufthavnen, og den sluttede to uger senere med en dag på Vestbredden i Luxor. Formålet med at tage til Ægypten var at deltage i CIPEGs årlige møde, der i 2023 skulle holdes i Luxor. Jeg er formand for CIPEG, som er den internationale komite for ægyptiske samlinger inden for det internationale museums-samarbejde ICOM.
Efter nogle dage i Cairo på egen hånd var der arrangeret en før-konferencebustur ned til Luxor med en overnatning i Minia og besøg på forskellige lokale museer på vejen, bl.a. i Sohag, som åbnede i 2018. Under konferencen i Luxor havde vi også arrangeret to morgenudflugter, hvor vi besøgte franskmændene, der arbejder i Karnaktemplet og Hourig Sourouzian i Kom el Hettan (v. Memnonkolosserne) på Vestbredden samt Carters Hus, der blev renoveret og nyindrettet i 2022.
Vi tilbragte hele den sidste konferencedag i Esna, hvor det meste af loftet og de øverste dele af søjlerne i templet er blevet renset, så man meget bedre kan se reliefferne med de flotte farver. Esna er dog også mere end Khnumtemplet, da Takween Project i flere år har arbejdet med bl.a. USAID for at restaurere bygninger og forskønne byen, så den fremstår som et godt eksempel på en ægyptisk by. Takween havde inviteret os, og de viste os rundt og fortalte om byen og projektet. Den sidste dag inden hjemrejsen var jeg på Vestbredden, hvor jeg bl.a. gerne ville se nærmere på Aten i Ramoses grav TT55.