Afsides koptiske kirker i Etiopien

Ivar 1
Generalforsamling kl 18 fulgt af foredrag ca. kl. 19.

Mødedato: Torsdag d. 28/1 2016 kl 18
Lokale: KUA1 22.0.11

ved læge Ivar Aagaard-Hansen

Ivar, Susanne og Henrik var med Paul John Frandsen på DÆS’ tur til Etiopien i 2003. Ved Pauls foredrag i foråret blev de inspireret til at tage til Etiopien igen og gå i dybden med de koptiske kirker i Tigray.

Etiopien blev koptisk kristent omkring 350 e.Kr. Den koptiske kirke blev ekskluderet af de andre kirker ved kirkemødet i Chalchedon i 451, og siden har troen udviklet sig forholdsvis isoleret i Etiopien, med patriarken i Alexandria som øverste (fjerne) religiøse instans. Troen præger landet og hverdagen, og det er bevægende at se den uendelige mængde af pilgrimme, der vandrer gennem landet på pilgrimsfærd til kirkefester. I oktober 2015 tog Ivar Aagaard-Hansen sin kone Susanne Brammer og den trofaste rejsefælle Henrik Bjerresø til Nord-Etiopien, hvor Tigray-kirkerne var hovedmålet. Kirkernes malerier er fra 16-1800-tallet, fra en periode, hvor muslimerne ofte trængte hærgende ind i landet, og de kristne måtte gemme sig. Fortællingen om kirkerne går dog uvægerligt tilbage til de mytiske tvillingekonger, som indførte kristendommen. Kirkerne ligger oftest på utilgængelige steder i bjergene, og man må for det meste vandre og klatre i timer for at nå dem. Vi kommer med på disse ture, også til kirkerne i Lalibela, til svovlsøer i saltørkenen i Danakil, og op til aberne i Simien Nationalpark.