København

– – – – – – – forår 2018 – – – – – – –

Alexandria og Pharos – og generalforsamling


Generalforsamling kl 18 fulgt af foredrag ca. kl. 19

Mødedato: Onsdag d. 24/1 2018 kl 18
Lokale: KUA1 22.0.11

Alexandria og Pharos: hvor alverdens kulturer mødes og fortiden smelter sammen med fremtiden, v. Ph.d. Niels Bargfeldt, Forskningsassistent, Aarhus Universitet.

Alexandria vest for Nildeltaet blev udlagt som en storslået kulturhovedstad for det nye ptolemæiske herskerdynasti, som overtog herredømmet i Ægypten efter Alexander den Stores død.

Metropolen bar præg af nye fantastiske ideer, byggekomplekser og kulturtiltag, men helt bevidst skulle byen ligeledes afspejle for længst forgangne tiders storhed og bringe fortiden i spil på ny. Her blev det berømte fyrtårn, Pharos, opført, et af den antikke verdens syv vidundere, men hvad betød det for Alexandria, og hvordan husker vi det i dag?

Niels har skrevet om Pharos i bogen ‘Antikkens 7 Vidundere‘ udgivet af Aarhus Universitetsforlag, 2017.

 

Biens rolle i det gamle Ægypten

Mødedato: Torsdag d. 22/2 2018 Kl. 18.00

Lokale: 15A.0.13

Biens rolle i det gamle Ægypten, ved cand.phil. Mette Gregersen

Ifølge den ptolemæiske Papyrus Salt 825 (B.M. 10051) opstod bien fra Res tårer, og såvel bien som de vigtige produkter, som den frembringer, spillede allerede en væsentlig rolle så langt tilbage som i Gamle Rige.

I Dendera- og Edfutemplet er “at spise honning” bwt, noget som ikke under nogen omstændigheder må foregå, hvorimod honning godt kan indgå i de fødevarer, som ofres i templet til Hathor og Horus.

I hieroglyfskriften møder vi bien som et tegn, der naturligt nok bruges til at skrive bi og honning med, men måske mere overraskende også til at skrive titlen “Konge af Nedre Ægypten” med. Foredraget vil belyse de mange forskellige aspekter af dette fantastiske lille dyr og dets produkter, som man bl.a. kan finde afbildet på grav- og tempelvægge, og som for den søde honnings vedkommende også har været anvendt i fødevarer og medicin.

 

Turisme i Jesu Fodspor

Mødedato: 19/3 2018 Kl. 19.00 (Vi mødes i stueetagen lidt før kl. 19 og følges op til frokoststuen på 3. sal)

Lokale: ToRS’ frokoststue, KUA2, lokale 10.3.28

Turisme i Jesu Fodspor, ved Lektor emeritus Paul John Frandsen

Arrangementet er kun for medlemmer af Venneforeningen, men alle medlemmer af DÆS kan blive medlemmer af Venneforeningen ved at gøre opmærksom på ønsket om dette ved tilmelding til arrangementet. Læs mere her!

Tilmelding til arrangementet pr. e-mail til: tine.bagh@gmail.com  (eller telefon 2225 6903 efter 12/2).

Se hele invitationen her.

Hvordan øl ændrede verden

Mødedato: Torsdag d. 19/4 2018 Kl. 18.00

Lokale: Ny Carlsberg Glyptotek, sal 26. NB: gratis adgang for DÆS-medlemmer
(Sal 26 er øverst oppe th fra Forhallen, hvor Petrie-udstillingen var i sin tid)

Det er nødvendigt, at I tilmelder jer arrangementet, da kun medlemmer af DÆS har gratis adgang. Ikke-medlemmer skal betale entré!
Tilmelding sker ved at skrive dit navn i en mail direkte til Glyptotekets arrangementskoordinator Astrid asor@glyptoteket.dk .
Skriv ”DÆS” i emnefeltet.
Tilmeldingen skal ske senest en uge før foredraget, dvs. senest torsdag d. 12. april.

Hvordan øl ændrede verden, ved Lise Manniche, mag. art., PhD

Uden øl havde der, ifølge en populær myte, slet ikke været nogen gamle ægyptere. Øl spillede en afgørende rolle blandt både guder og mennesker.

Lise har for nylig været på en filmopgave i Cairo og Luxor med ovennævnte arbejdstitel og har hjembragt nye billeder til at illustrere øllets kulturhistorie og beruselsens betydning i kulten og i dagliglivet langs Nilen.

Seminar om Paradis

Mødedato: lørdag d. 5.5 2018 kl. 11-16
Lokale: 23.0.49

Paul John Frandsen, Lektor emeritus, ToRS
Jørgen Podemann Sørensen, Lektor emeritus, ToRS
Thomas Hoffmann, Professor MSO, TEO Afdeling for bibelsk eksegese

Foredragenes rækkefølge er ikke endelig.

Frokostpause ca. 12.15-13.00 og kaffepause ca. 14.15-14.45

Forårets seminar har paradisforestillinger som fællesnævner.
Der er tre foredragsholdere, religionshistorikeren Jørgen Podemann Sørensen, der fra foredrag, rejser og bøger vil være mange medlemmer bekendt; professor Thomas Hoffmann, en af landets førende eksperter på islam og koranen, og flittig deltager i samfundsdebatten; og endelig Paul John Frandsen.

Dødebogens ægyptiske paradis.
Jørgen Podemann Sørensen vil diskutere Dødebogens kapitel 110: Frodighed, øer, kanaler, landbrug – og dertil mad, drikke og sex. De ofte afbildede såkaldte Jarumarker eller offermarker i den ægyptiske dødebogs kapitel 110 har tilsyneladende alt til den tørstige mand og hans kone, og europæiske forskere har i dette dejlige landskab villet se et ægyptisk paradis, de saliges øer eller de elysiske marker. Men var det nu også et udtryk for en ægypters håb om en salig tilværelse efter døden? Det må komme an på en nøjere undersøgelse, ikke mindst af Dødebogens
kapitel 110.

Munkenes paradis.
Paul John Frandsen vil diskutere hensigten med at afbilde alle slags dyr i munkenes boliger, ikke mindst i det såkaldte Oratorium, dvs. det rum hvor sindet gennem bønnen tænkes at være i særlig grad åben for frelsestanken. Foredraget vil behandle koptisk kunst i bredere forstand.

Islamiske paradisforestillinger
Thomas Hoffmann holder sin titel lidt åben, og har foreløbigt beskrevet sine intentioner som følger: ”Islamiske paradiser: kalejdoskopiske blikke på islamiske paradisforestillinger fra Koranen til i dag”. I foredraget vil jeg introducere til de islamiske paradisforestillinger, særligt Koranens, herunder udvalgte religionshistoriske, kulturelle, sociale og politiske kontekster samt levere et forskningshistorisk overblik over nyere og ældre forskning.