21.2 december 2001 En Dansk Ægyptologisk Støttefond    Paul John Frandsen,     Torben Holm Rasmussen og Jens Rosman Oaserne i den vestlige ørken    Lise Manniche Før lyset ind    Annette Kjølby Hårofring og barnelok    Henriette Koefoed Apa Onofrios' liv og levned    Annette Lerstrup Erik Iversen nekrolog    Paul John Frandsen   Resuméer
	Forsideillustration: En gylden mumie i katakomberne i Bahariya. Foto Lise Manniche

Redaktionelt English Abstracts Om forfatterne Boganmeldelser Siden sidst
Bagsideillustration:  Medlemmer af DÆS på safari i Den hvide Ørken mellem Bahariya og Farafra. Foto Kurt Hellemose.

Redaktionelt

Rejseaktiviter udgør en væsentlig del af DÆS' virke. Det er ikke altid helt ligetil at bevæge sig frit i Ægypten, men vi gør hvad vi kan for at bryde nogle grænser og skaffe nye oplevelser. Den "klassiske" Ægyptenstur kan man få andetsteds for en billigere penge – men dog med knap så kvalificeret vejledning. I 1997 var vi i Fayum på en mindeværdig tur til det sjældent besøgte Mellemste Rige tempel i Medinet Madi, hvor bussen sad fast i sandet, således at vi fik adskillige ekstra timer på stedet, først i solnedgang, så i måneskin. I 1999 så vi templet i Qasr Qarun i Fayum – igen et sted, der ligger fjernt fra alfarvej, og på samme turr besøgte vi Tanis og Alexandria. I år 2000 støvsugede vi Luxor for monumenter under et længere ophold der. 

I år var turen så kommet til fire af oaserne i den vestlige ørken. Turen faldt på et kritisk tidspunkt, sidst i september, men det var dejligt at se den opbakning, der var omkring den. Det er nok ikke for meget sagt, at blandt garvede Ægyptensrejsende var dette højdepunktet over alle, og knap havde vi forladt oaserne før vi drømte om at komme tilbage igen. Foreløbig må man læse Papyrus, for redaktørens artikel om oaserne i dette nummer udsprang naturligvis af denne rejse. Men selv på de ofte betrådte stier er der nye ting at opleve. Hvem har for eksempel set på Taharkas Osirion lige klods op ad cafeteriet ved den hellige sø i Karnak – et sted man ellers bare går forbi? Hvem har dvælet et øjeblik hos "Amon der hører bøn" i den østlige udkant af Karnak? Hvem har kastet et blik på den hellige forhistoriske grotte i Dronningernes Dal? På en rejse med DÆS får man nye oplevelser selv på gammelkendte steder.

Til de øvrige artikler i dette nummer trækker vi atter på ekspertise fra folk knyttet til Carsten Niebuhr Instituttet. Annette Kjølby deler ud af sin viden om ægyptisk kunst fra sin specialeopgave fra sidste år og kommer med et bud på, hvorfor der mod traditionen er forsænket relief indendørs i el-Amarna. Henriette Koefoed drog til Cambridge for at tilbringe et år med at læse hos den legendariske Barry Kemp, som fik hende sporet ind på en eksamensopgave om hårofring i Ægypten – Papyrus stod klar for at høste resultatet (og Henriette bliver i Cambridge for at fortsætte med en PhD). Annette Lerstrup præsenterer endnu en koptisk helgenbiografi (se også Papyrus 15/2 1995), og hermed er vi atter langt ude i ørkenen. Paul John Frandsen slutter af med en længere nekrolog om Erik Iversen, der var i højeste grad original, både som forsker og som menneske. Redaktøren erindrer at have læst Sinuhe hos ham og senere som eksaminator at have siddet ved eksamensbordet med ham som censor ved de få lejligheder, hvor han ønskede at blive associeret med det daværende Ægyptologisk Institut.

Det vigtigste bidrag i dette nummer er imidlertid af en ganske anden art. Det drejer sig om den alvorlige økonomiske situation, som dansk ægyptologi befinder sig i. Mest katastrofal er de manglende midler til at anskaffe bøger til biblioteket. Uden bøger ingen forskning – så enkelt kan det siges. Uden feltarbejde intet nyt arkæologisk studiemateriale. Derfor er der fremkommet forslag om oprettelse af en Dansk Ægyptologisk Støttefond, der skal forsøge at afhjælpe situationen. En introduktion og et forslag til en fundats foreligger hermed, og da Dansk Ægyptologisk Selskab vil være involveret, vil emnet blive yderligere behandlet på generalforsamlingen i januar.
LM

^ Op

Erik Iversen 1909-2001

For et par måneder siden døde den danske ægyptolog Erik Iversen 92 år gammel, og ved hans død er ægyptologien blevet en stor og original forsker fattigere. Iversen var min lærer og den, der gav mig lyst til at blive professionel ægyptolog, og jeg vil i denne nekrolog forsøge at give læserne et indtryk af Iversens personlighed og betydning for ægyptologien.

Erik Iversen havde på flere måder ikke noget let liv, og han var da også yderst sparsom med at give personlige oplysninger fra sig. Hans selvbiografi i Kraks Blå Bog fortæller kun, at han var født den 11. februar 1909 i København, at han i 1934 blev magister i ægyptologi og at han i 1936 fik Københavns Universitets guldmedaille for en prisopgave (for året 1935) om Amon som Orakelgud og de såkaldte Amonsdekreter. Det lyder ukompliceret, men sådan var det ikke. Iversens far billigede på ingen måde sønnens valg af fag, og det kom derfor tidligt til en brudlignende situation mellem de to. Over for mig har Iversen aldrig omtalt sin far, og jeg må derfor understrege, at denne og de følgende små brikker til en levnedsbeskrivelse kun i begrænset omfang hviler på andre kilder end mit eget og andre personers kendskab til dette særprægede menneske.

Iversen var elev af H.O. Lange, men mens Langes øvrige elever Erichsen og Sander-Hansen havde videreuddannet sig ved studieophold i Tyskland, kom Iversen til Oxford, hvor hans første opgave var at starte "forfra på uddannelsen" i form af at arbejde sig igennem Gardiners grammatik - hos Gardiner himself. Opholdet i England blev skelsættende. Via studiet hos Gardiner følte Iversen sig forbundet med en moderne tilgang til faget, og det kom til at præge ham som forsker. Med hjemkomsten begyndte en svær periode i hans liv - også økonomisk. Iversen omtalte lejlighedsvis perioden fra hjemkomsten og de følgende 10-15 år som den tid, hvor "jeg solgte underbukser i Daells Varehus". I midten af trediverne var der endnu færre muligheder for at få et job som professionel ægyptolog end i dag, og Iversen stod på ingen måde i første række til at gøre karriere, fordi en række lidt ældre magistre netop havde formået at kvalificere sig til de få ledige stillinger. 

I årene før krigen får han offentliggjort et videnskabeligt arbejde, skriver et par småartikler og tjener en smule ved at skrive kapitlet om Ægypten i Gyldendals Verdenshistorie (1936). Digtsamlingen Kaos, Kamp og Kald: Digte (1938) giver formodentlig en klarere pejling på hans situation, som kulminerede med at han meldte sig som frivillig i den Finske Vinterkrig. I Finland blev det kontingent, han tilhørte, afleveret til feltmarskal Mannerheim, men Iversen kom dog aldrig selv i kamp. Under besættelsen og et stykke tid derefter arbejdede Iversen for Røde Kors, og her fik han blandt andet lejlighed til at demonstrere sin stærke integritet ved i dagene efter befrielsen at give ordre til uddeling af Røde Kors pakker til de tyske flygtninge, som blev stuvet sammen på Langelinie. Den beslutning kom til at volde ham adskillige genvordigheder senere i livet.

I halvtredserne opholdt Iversen sig en del i udlandet. Med støtte fra Ny Carlsbergfondet arbejdede han på sit første værk om ægyptisk kunst. En periode boede han i Grasse i Sydfrankrig. Her passede han en lille gård for en australsk ven. Der skulle høstes oliven og laves marmelade, som Iversen efter eget udsagn siden solgte på markedet i byen. Det sæsonprægede arbejde gav ham dog mulighed for at fortsætte sin forskning.

I samme årti indleverede Iversen to helt forskellige doktordisputatser til bedømmelse ved Det filosofiske Fakultet, som det hed på den tid. Den første trak han selv tilbage. Den anden, Canon and Proportions in Egyptian Art, som skulle blive hans mest kontroversielle hovedværk, kom til at foreligge i tre forskellige versioner, inden den efter en langvarig sagsbehandling blev forkastet i 1956.

Vendepunkt i hans forskningskarriere kom i 1961, hvor han efter offentliggørelsen af sit andet hovedværk, The Myth of Egypt and its Hieroglyphs in European Tradition, fik tildelt et forskerstipendium fra Københavns Universitet. Herefter fulgte en række frugtbare år, hvor Iversen ikke havde pligt til andet end til at forske. Det blev blandt andet til to store bøger om de ægyptiske obeliskers historie, efter at de var blevet eksileret, således som han udtrykte det. I 1979 blev Iversen æresdoktor ved Københavns Universitet. Jeg tror, at han inderst inde var glad for den hæder, der blev vist ham, men over for mig gav han aldrig udtryk for andet, end at det var sket for sent. I 1992 modtog han et festskrift. Ideen hertil kom fra forskere med tilknytning til Det kongelige Bibliotek, i hvis læsesal hovedparten af Iversens forskning er blevet til. Den ære gjorde ham glad.

Iversen kom fra en velsitueret familie, men valget af ægyptologi som studium førte ham ud i materielle vanskeligheder. Grundlæggende ændredes disse kår først i 1961, hvor den nye status som statsbetalt forsker tillod ham at føre et liv, der passede til hans opvækst. Men han skulle selv blive velsitueret - eller millionær, som han selv sagde det. Omkring 1970 stiftede Iversen bekendtskab med en ung japansk studerende. Yoshiaki Shibata var kommet til Danmark for at studere dansk arkitektur. Han trivedes imidlertid ikke på akademiet i København, men ønskede på den anden side ikke at vende tilbage til Japan. Efter i et par år at have afprøvet forskellig sider af det danske erhvervsliv fik Shibata den gode ide at lære danskerne at spise bønnespirer. Men produktet var nyt, og kapitalgrundlaget for Dansk Bønnespire Aps. var overordentligt beskedent. Så skete der noget helt uventet. 

Iversen valgte pludseligt, og også for ham selv helt uventet, at gå på pension. Han var da 67 år gammel og stod for at få fornyet sit forskningsstipendium for den sidste treårsperiode. Som noget nyt forudsatte denne "forlængelse" en udtalelse fra institutrådet ved Ægyptologisk Institut om Iversens kvalifikationer, og da det gik op for ham, trak han sin ansøgning om forlængelse tilbage. "Nu har jeg levet et helt liv uden støtte fra instituttet", sagde han, "og jeg vil ikke ende min karriere med at skulle bedømmes af selv samme institut." På sin vis var det en flot beslutning - og en flot sortie. Men som det var tilfældet med Iversens opfattelse af andre for ham selv afgørende forhold, så talte han her mod bedre vidende, som det skal omtales nedenfor.

Den hastige pensionering medførte en uventet tilbagebetaling af forudbetalt skat, og spørgsmålet var nu, hvad disse penge skulle bruges til. Shibata havde løsningen: Iversen skulle købe en presset citron (til oplysning for yngre læsere: en lille bil af mærket Citroën) til varetransport. På den måde kunne han blive kørt fra sin bopæl i Amaliegade ved Kunstindustrimuseet til Det kongelige Bibliotek - og Shibata kunne udvide sin distribution af bønnespirer. Og således blev det. Den elegante, distingverede Iversen kunne nu ses arrivere på KB i en varevogn af venstreorienteret tilsnit, til moro for ham selv og ikke mindst for hans forskerkolleger. Varevognen skulle vise sig at være en vellykket investering. Efter et par år var Iversen ved muffen, hvilket resulterede i en større investering i et fabriksanlæg på Nørrebro. Her skulle der for første gang i Danmark dyrkes østershatte. Resten er historie. Forskning og økonomi var i balance, og Iversen forskede til det sidste. Hans sidste artikel udkom, da han var 90 år gammel.

Iversens videnskabelige produktion var meget alsidig. Han interesserede sig ikke for den arkæologiske side af faget, skønt han faktisk havde deltaget i en af Egypt Explorations Society’s udgravninger i Sudan umiddelbart efter krigen. Og selv om han ofte var optaget af sproglige problemer, har han heller ikke bidraget med noget til udforskningen af det oldægyptiske sprog. Men ellers omfatter hans produktion så godt som alle sider af faget. Dele af hans produktion er dybt kontroversielle, men han skrev aldrig noget uvæsentligt, aldrig noget der blot var deskriptivt. Han interesserede sig overhovedet ikke for blot at fremlægge data. Det overlod han til de almindelige "brugsægyptologer", som han udtrykte det. I det følgende skal jeg kort karakterisere hans produktion.

Iversen betragtede selv sine værker om "kanon og proportion" i ægyptisk kunst som det væsentligste, han havde skrevet. Hovedværket er her afhandlingen Canon and Proportions in Egyptian Art fra 1955, og i en stærkt revideret udgave fra 1975. Samme værker blev dog på en gang kilden til den største glæde og den største bitterhed. Iversen har i ingen af sine værker om disse emner nævnt noget om, hvad der havde fremkaldt hans interesse for den slags problemer, men man kan til gengæld spore en utilsløret irritation over, hvad han anså for at være en "romantisk" tilgang til studiet af ægyptisk kunst. Hermed sigtede han tydeligvis til anvendelsen af "Stilgefühl" i stedet for formelle analyser baseret på veldefinerede begreber og aksiomer. Hovedpunkterne i hans forskning på dette område kan opsummeres således:

De kvadratnet, der undertiden findes bevaret i ægyptisk kunst, er udtryk for et kanonisk proportionssystem, og ikke blot, som tidligere antaget, hjælpelinier, som skulle lette den mekaniske reproduktion af figurer. Iversen bestemte systemet som en antropometrisk beskrivelse af det menneskelige legeme, baseret på en standardisering af dets naturlige proportioner udtrykt i ægyptiske længdemål. Kvadratnettene er geometriske projektioner af disse kanoniske proportioner, og han nåede til det resultat, at siden i kvadratet svarede til 1 1/3 håndsbredde. Systemet gælder også for relief og maleri. Det medfører, at "det noget forvirrende indtryk, man i første omgang kan få af delene i det todimensionale plan, faktisk kan vises at følge den simple tekniske regel, at i den todimensionale projektion skal dele, der stikker frem fra det tredimensionale plan, ses i profil, medens dele, der har en udstrækning i planet, skal ses en face. Således betragtet bliver overføringen af en figur fra et plan til et andet til en rent teknisk proces, der ikke er afhængig af love om optik eller perspektiv. Årsagen er den enkle, at i deres todimensionale fremtrædelsesform var den kunstneriske gengivelse af tredimensionale genstande ikke perspektiviske refleksioner af disses prototyper [hermed menes det Schäfer kaldte ‘mentale billeder’], men tekniske projektioner af dem" (Iversen, Canon and Proportions, 1975, s.35).

1955-udgaven af afhandlingen blev som nævnt forkastet som disputats. Dette er ikke stedet til at fremlægge en detailleret gennemgang af de fem bedømmeres vota, men det må dog siges, at Iversen havde sin version af historien, og at den ikke havde meget hold i virkeligheden. I halvtredserne fotokopierede man ikke sagsakter i Københavns Universitets administration. Forud for f.eks. et fakultetsrådsmøde lå sagerne til gennemsyn på fakultetskontoret, og medlemmerne kvitterede ved deres underskrift på et læg for at have læst sagen. Det er altså i høj grad muligt, at Iversen faktisk kun har fået et referat af de enkelte bedømmeres indstillinger. Kun således giver det mening, at han senere kunne give en så fejlbehæftet version af sagens realiteter.

Afhandlingen var i egentlig forstand epokegørende. "Seine Forschungen auf diesem Gebiet werden nie aus der Ägyptologie fortzudenken sein", skrev den store tyske ægyptolog Wolfgang Helck i 1978 til Københavns Universitet. Og således står sagen i princippet også i dag. Men når det er sagt, så kan det ikke nægtes, at den var meget dårligt argumenteret. De fem medlemmer af bedømmelsesudvalget skrev hver sin individuelle indstilling, og det svenske medlem, Torgny Säve-Söderbergh, ramte givetvis plet, da han sluttede sin indstilling med at skrive: "Sammanfattningsvis kan jag ej finna, att, även om Iversens huvudteser skulle visa sig hållbara, avhandlingen i dess nuvarande form [bogen var udkommet inden bedømmelsen var afsluttet] har den räckvidd eller den metodiska vetenskapliga skärpa, som (...) kräves av en doktorsavhandling."

1975-udgaven er i flere henseender langt mere ambitiøs. Nye aspekter af problematikken tages op, og gamle løsninger erstattes af nye. Men argumentationsniveauet kan ikke siges at være blevet afgørende forbedret. Det er en meget fascinerende bog, og den gav anledning til en omfattende forskning i emnet. Herved blev dens egne svagheder kraftigt eksponeret. Iversen kastede sig ud i en polemik med sine kritikere og lod sin gamle forbitrelse over bogens reception få udtryk i en tone, som naturligvis kun førte til yderligere skærpede angreb på hans positioner. Iversens sidste indlæg i denne diskussion blev nægtet optagelse i Journal of Egyptian Archaeology, hvorefter han meldte sig ud af Egypt Exploration Society. Han var på daværende tidspunkt selskabets ældste medlem!

Sammenfattende kan man sige, at der blandt dagens specialister er meget langt fra at være enighed om næsten alle de centrale pointer i Iversens sæt af teser, men æren for at have påvist eksistensen af proportionskanoniske systemer og for at fremanalysere kriterier for disses omsætning i to-dimensional kunst er Iversens.

Lærdomshistorie er den anden hovedsten i Iversens produktion. Han yndede at hævde, at enhver seriøs forsker før eller siden ville ende som traditionshistoriker. I hans tilfælde var interessen der fra første færd. I den vigtige, lille afhandling Papyrus Carlsberg No. VIII with Some Remarks on the Egyptian Origin of Some Popular Birth Prognoses fra 1939 publiceres en medicinsk tekst om fødselsprognoser. Iversen nøjes dog ikke med at offentliggøre teksten, men fremdrager også den senere græske (herunder helt nye kilder) og europæiske litteratur om emnet og viser, at de ægyptiske forestillinger er transmitteret til Europa via græsk medicin og ikke som hidtil antaget gennem lægeskolen i Salerno.

Som allerede nævnt er hans hovedværk bogen om hieroglyffernes historie, The Myth of Egypt and its Hieroglyphs in European Tradition, fra 1961, genoptrykt på Princeton University Press i 1993. I bogen viser Iversen, hvorledes et levende sprog og skriftsystem langsomt forvandles til en levende myte om et kommunikationsmiddel med hvilket man kunne komme i kontakt med den ideale verden – først i platonisk forstand, og siden, efter Renaissancen, med Gud. Derfor den enorme interesse for at dechifrere hieroglyfferne, det sprog Gud havde givet til de vise og fromme ægyptere.*** Ligesom de to store bind om Obelisks in Exile (1968 og 1972), indskriver bogen sig i den på The Warburg Institute grundlagte form for traditions- og lærdomshistorie, der bedst kan karakteriseres som en dialektisk motivforskning.

Iversens sidste arbejde indenfor denne genre var afsnittene om dansk ægyptologis og koptologis historie i Bd. 8 af det værk, København Universitet udsendte i anledning af sit 500 års jubilæum, Københavns Universitet 1479-1979. I disse to bidrag er der sat en tyk streg under ordet lærdom, og man kan måske undre sig lidt over, at Iversen ikke forsøgte at sætte interessen for Ægypten ind i en mere samfundsorienteret sammenhæng.

Enhver ægyptolog, der arbejder med skriftligt kildemateriale, må nødvendigvis foretage – undertiden omfattende – leksikografiske og semantiske undersøgelser. I Iversens produktion indtager sådanne imidlertid en fremtrædende, selvstændig plads. Blandt hans mange afhandlinger herom skal jeg særlig fremhæve den om Some Ancient Egyptian Paints and Pigments. A Lexicographical Study fra 1955. Afhandlingen var angiveligt forfattet som respons på den store engelske ægyptolog Alan Gardiners grundlæggende 3-binds værk om leksikografi fra 1947, Ancient Egyptian Onomastica, men trods sit beskedne omfang repræsenterer den i virkeligheden et afgørende brud med de af Gardiner knæsatte principper. Gardiner mente, at fortsatte fremskridt i den leksikografiske forskningen måtte baseres på ordbøger over specielle grupper af tekster, som f.eks. medicinske tekster. 

Herover forsøgte Iversen at vise, at man ikke nødvendigvis får mere indsigt ved at forøge antallet af forekomster af et ord i en ensartet kontekst. Tværtimod. Jo mere "out of place" et ord er i en given tekst, jo højere er sandsynligheden for at vi får noget signifikant at vide om ordets grundbetydning. Iversen ville derfor undersøge et ord, en ordfamilie eller en gruppe af ord med et vist fælles anvendelsesområde gennem inddragelse af alle mulige typer af materiale. Metoden skulle vise sig at være særdeles frugtbar, og Iversens arbejde kom til at tjene som inspirationskilde for mange andre tilsvarende undersøgelser.

Iversen har kun i meget få perioder undervist på universitetet. I 1963 døde begge de to lærere i ægyptologi, professor Sander-Hansen og docent Axel Volten. I efterårssemestret 1964 blev Iversen derfor ansat til at give en ugentlig time i middelægyptisk grammatik. Jeg var en af de studenter der agtede at følge hans undervisning. I første time deltog godt og vel et dusin studenter. I næste time var der 5. I tredje time var vi kun to. Og derved blev det. Som pædagog virkede Iversen først og fremmest ved sin personlighed og faglige kompetence. Han forstod at perspektivere sprogundervisningen, så at vi kunne fornemme, hvor sliddet ville føre os hen, og han forsøgte til stadighed at stimulere os til at orientere os udenfor fagets egne rammer. Han var ikke overbærende i sine vurderinger, men hvis man var indstillet på at lære af hans bidende og ofte sarkastiske kritik, oplevede man ham som en uhyre fascinerende og inspirerende lærer.

Iversen var i en stor del af sit live meget bitter over ikke at have fået en fast stilling ved universitetet. Efter Sander-Hansens og Voltens død ville han sandsynligvis have kunnet få det ledige professorat, men da han jo efter 1961 havde fået mulighed for kun at forske, afstod han klogelig fra at ændre herpå. Han havde ikke studeret til at blive professor, som han udtrykte det. Denne beslutning gjorde dog ikke hans følelse at være blevet dårligt behandlet mindre. Hans bitterhed var rettet mod Sander-Hansen, som han ikke havde meget til overs for. Som en der kun har kendt Iversen efter 1964, kan jeg naturligvis ikke gå ind i en egentlig vurdering af forholdet mellem de to mænd. Men det står dog fast, at Iversen har haft en forkert opfattelse af Sander-Hansens rolle i disputatssagen og i Iversens senere ansættelse. Af dokumenter i universitetets arkiver fremgår det således, at det mere end nogen anden er Sander-Hansen, som Iversen kunne takke for at have fået forskerstipendiet. Sander-Hansen forsøgte også at skaffe Iversen andre muligheder for meningsfuld beskæftigelse, som man ville sige i vore dage, og det eneste Sander-Hansen ikke ville var faktisk at ansætte Iversen som lærer ved universitetet. I en af de omtalte sagsakter har Sander-Hansen givet en karakteristik af Iversen som forsker og som mulig lærer. Jeg så den første gang på et tidspunkt hvor jeg havde kendt Iversen i 16 år, og jeg kan ikke sige andet end at jeg synes at Sander-Hansens karakteristik er uhyre præcis. Iversen ville have været en katastrofe som universitetslærer.

De forkastede disputatser var sandsynligvis den dybeste årsag til Iversens bitterhed. Om den første foreligger der kun sparsomme dokumenter. Man må have betydet Iversen at han ville gøre bedre i at trække den tilbage, og det gjorde hans så. Canon and Proportions-sagen var meget langstrakt, men sagsbehandlingen var til gengæld mere grundig end mange af de disputatsindstillinger, jeg har set i mine 10 år i fakultetsrådet. Hvad angår sagens substans så er jeg, som antydet ovenfor, i det store og hele enig med Säve-Söderberghs vurdering. Men hermed kommer jeg så til paradokset i Iversens indsats som forsker: at være en dybt original og perspektivrig – og samtidig sjusket, upræcis grænsende til det manipulerende. 

Hans ven og livslange støtte, den store engelske ægyptolog Jaroslav Černý, sagde en gang om Iversen: "He is the most undisciplined bloke I have ever known". Men samme Černý sagde også i en tale til det store antal fagfæller og venner, der fra hele Europa og USA var kommet til London i 1968 for at fejre hans 70-års fødselsdag, at der i hans lange liv som ægyptolog "kun" var sket to virkeligt betydningsfulde opdagelser: Iversens opdagelse af de kanoniske system og Polotskys opdagelse af Second Tenses i det ægyptiske sprog. (se Papyrus 11/2 (1991), s.6 - 9). Iversen havde et godt blik for interessante, spændende og væsentlige problemstillinger, og ofte originale forslag til deres løsning. Men paradoksalt nok skortede det tit på viljen til nu også at få det hele til at hænge sammen. Det var den del af forskningsprocessen, han gerne overlod til "brugsægyptologerne".

Iversen havde en skarp pen og tunge. Især den sidste skabte ham både mange beundrere og fjender. Han var ude af stand til at modstå fristelsen til en "clever remark" uanset konsekvenserne. Hans vid, omfattende viden og evne til at forstå det essentielle i problemstillinger, der var ham fremmede, gjorde ham som oftest uhyre underholdende at være sammen med, og han nød selv at være i selskab med andre. Hans veludviklede sans for sproglige nuancer og sproglig præcision mærkes også i hans digteriske produktion. Ud over den ovennævnte digtsamling udgav han sent i livet et drama, Den befriede Kaliban: de søgte Ariel, men befriede Kaliban (1990), der var tænkt som en fortsættelse af Shakespeares Stormen. Fælles for disse og andre værker er bl.a. deres forankring i den for værket relevante tradition. For en moderne betragtning er digtene lærde og krævende, også fordi de samlet repræsenterer en omfattende udforskning af en række nu forældede og komplicerede versemål. Iversens spændvidde viser sig også i hans oversættelser. 

I 1943 udgav han et lille bind Persiske Digte, og i The Obelisks of Rome, Obelisks in Exile, vol. 1, 1968, s. 57-8 findes en brilliant oversættelse til engelsk hexameter af den lange latinske indskrift på basen til Lateran-obelisken. Iversen gendigtede også en række fabler af den italienske anti-fascistiske digter Trilussa (anagrammatisk pseudonym af efternavnet i Carlo Alberto Salustri, 1871-1950), som udkom på CD i 1996. En del af Iversens digteriske produktion forblev i skrivebordsskuffen. Hertil hører en sagnomspunden ode om de engelske ægyptologers ankomst til himlen. Hver strofe fungerer som et portræt. Jeg har undertiden hørt brudstykker af dette værk - og i min studietid i England også lidt om dets reception. Særligt berømt var naturligvis strofen om Gardiner, som i sin grammatik nok henviste til Battiscombe Gunn’s Studies in Egyptian Syntax, men desværre holdt for meget fast i egne teorier. Vitsen i strofen er Sir Alan’s arrival in heaven, som giver englene lejlighed til much fun, "because they thought he was gunn".

Erik Iversen "is gone", og ægyptologien er blevet en stor humanist fattigere.

^ Op

Resuméer

Lise Manniche, Oaserne i den vestlige ørken.
Inspireret af en dæs-rejse til oaserne Bahariya, Farafra, Dakhla and Kharga gennemgår forfatterne oasernes vigtigste monumenter og nyeste opdagelser.

Annette Kjølby, Før lyset ind - en symbolsk fortolkning af sænket relief i gravene i el-Amarna.
Et længere uddrag af forfatterens afhandling om ægyptisk kunst, hvori hun foreslår at brugen af forsænket relief på indendørs vægdekorationer i el-Amarna skyldes at kongen ønskede at efterligne ydermures dekorationer, der som oftest sad i fuldt sollys.

Henriette Koefoed, Hårofring og barnelok i det gamle Ægypten.
Visse oldægyptiske emner kan med fordel studeres i sammenhæng med socio-antropologiske fund fra andre lokaliteter. Det gælder bl.a. ofre af hår og betydningen af sidelokken, der er et  temmelig overset overgangsritual hos oldtidens ægyptere.

Annette Lerstrup, Apa Onnofrios’ liv og levned som den er indeholdt i Apa Papnoutes beretning om sin vandring ind i den indre ørken.
Den spændende beretning om eneboere og hellige mænd der kæmper for at overleve i ørkenen ved at tjene gud er oversat efter et koptisk manuskript i British Museum MS Ori. 7027.

^ Op

English Abstracts

Paul John Frandsen, Torben Holm-Rasmussen and Jens Rosman, 'A Danish Egyptological Fund'.
Danish Egyptology is caught in a financial crisis with few books being acquired by the former well stocked library of the Carsten Niebuhr Institute and limited possibilities of field work on Egyptian soil. Without this, research will suffer a severe set-back, and a suggestion is put forward for the establishment of a fund to support Egyptology in Denmark.

Lise Manniche, 'Oases of the Western Desert'.
Inspired by a journey to the oases of Bahariya, Farafra, Dakhla and Kharga with the DÆS the author outlines the main attractions and recent discoveries in the area.

Annette Kjølby, 'Bring in the Light'
An extended excerpt from the author's dissertation on Egyptian art, where she suggests that the use of sunk relief in indoor wall-decoration at el-Amarna has its origins in the fact that the king wished to reflect the decoration of exterior walls, often exposed to sun light.

Henriette Koefoed, 'Hair Offering and Side Locks in Ancient Egypt'
The study of certain ancient Egyptian topics benefits from drawing on socio-anthropolical experience in other locations. The offering of hair and the significance of the side lock merits an approach of this kind as an example of a rather neglected passage rite in the life of an ancient Egyptian.

Annette Lerstrup, 'The Life of Apa Onnophrios as told in the story of Apa Papnoute concerning his wanderings in the Inner Desert'.
The haunting tale of hermits and holy men struggling to survive in the desert by serving God has been translated by Annette Lerstrup, chiefly from a Coptic manuscript in the British Museum MS Ori. 7027.

^ Op

Om forfatterne

Paul John Frandsen er mag. art. i ægyptologi og lektor ved Carsten Niebuhr Instituttet.
Torben Holm-Rasmussen er mag. art. i ægyptologi, foredragsholder og konsulent samt formand for Dansk Ægyptologisk Selskab.
Annette Kjølby er cand. mag. i nærorientalsk arkæologi og amanuensis ved Carsten Niebuhr Instituttet.
Henriette Koefoed er pt PhD-studerende ved University of Cambridge.
Annette Lerstrup er cand. phil. i ægyptologi.
Lise Manniche, mag. art., PhD, forfatter og rejseleder er ekstern lektor ved Carsten Niebuhr Instituttet og redaktør af Papyrus.
Jens Rosman er tidligere departementschef og cand. jur.

^ Op

Boganmeldelser

Mogens Jørgensen, Ægypten III. Ny Carlsberg Glyptotek, København 2001. 376 s. m. farve ills. 200 kr.

Dette katalog, der også foreligger på engelsk, omhandler "Mumiekister, mumieprydelser og mumier fra Tredje Mellemperiode, Sentiden, Ptolemæertiden og Romertiden (1080 f. Kr. – 400 e. Kr.)". Det følger konceptet fra de tidligere bind i serien med en generel indledning om emnet, illustreret med billeder fra andre samlinger, en kortfattet, men præcis beskrivelse af genstandene og fremragende farvefotografier i et meget lækkert layout og brugervenligt format. Dertil kommer en up-to-date bibliografi.

Indledningen præsenterer gravudstyr, kisteformer samt de forskellige symboler, der går igen på dem og gennemgår kort indskriftstyperne og hovedpunkterne i ægypternes dødetro. Det foreliggende bind er specielt nyttigt, da det fokuserer på en type genstande, der normalt ikke illustreres så omhyggeligt. For eksempel er der 18 illustrationer til Sesekh-nofrus kiste, 19 til Gaut-seshens og ikke færre end 29 til Khonsu-hoteps! Det betyder, at der er mulighed for at koncentrere sig on hver enkelt detalje i de 16 overdådigt udsmykkede kister, hvoraf mange er små mesterværker indenfor ægyptisk maleri. Museet rummer endvidere en ptolemæisk og fire romerske masker fra "gyldne mumier" og 10 romerske såkaldte mumiebuster, der med deres rosa og hvide farver er ganske livagtige og som sammen med de 8 mumieportrætter giver et godt indtryk af befolkningstyperne på et tidspunkt, hvor den ægyptiske kunsttradition ikke længere var enerådende i landet. Endelig omtales en fodkasse fra en kiste samt nogle indpakkede mumier. En lang ordliste med korte leksikale indslag afslutter bindet.

Det er dejligt at se disse komplette kataloger over Glyptotekets ægyptiske samling, også over de genstande, der gemmer sig i magasinerne. De to tidligere bind udkom i 1996 og 1998, og der er utvivlsomt stof nok til yderligere to bind (kunst efter Nye Rige og bronzefigurerne).

LM

^ Op

Siden sidst

Glyptoteket har erhvervet sig to genstande fra den senere del af den oldægyptiske historie. Det drejer sig om henholdsvis et fragment af en terrakottahund fra ptolemæisk eller romersk tid (332 f.Kr. - 395 e.Kr.) og et fragment af en antropoid stensarkofag fra Sentiden eller ptolemæisk tid (664-30 f.Kr.). Begge genstande har været i dansk privateje men vil nu indgå i Glyptotekets studiesamling.

(samtale med museumsinspektør Mogens Jørgensen, Den Ægyptiske Samling, Glyptoteket)

AK

Nogle af Papyrus’ læsere har måske hørt om en ny grav, som blev fundet i Sakkara dette efterår. Ifølge en nyhedsmeddelelse på Internettet kan graven dateres til 5.dynasti og er især interessant, fordi den tilhører en læge, nemlig den kongelige førstelæge, Skar. Det er ganske vist hverken den eneste eller ældste lægegrav, vi er bekendte med. Tænk bare på Ankhmahor med den berømte omskæringsscene fra 6. dynasti eller Hesire fra 3. dynasti. Graven udmærker sig imidlertid ved at have gravudstyret bevaret, og blandt fundene findes 30 kirurgiske redskaber, såsom skalpeller, nåle og en slags ske, alle af bronze. Et nærmere studie af disse vil formodentlig kunne give os en bedre indsigt i de oldægyptiske lægers arbejdsmetoder. Ud over disse lægeredskaber inkluderer graven adskillige fint bemalede reliefscener, ligesom vi kender dem fra samtidige grave i Sakkara. Nyhedsmeddelelsen citerer Hawass for at have udtalt, at arkæologerne også fandt et alabastalter og 22 statuer af forskellige guder og gudinder. Hvis dette er korrekt citeret, er det noget overraskende, da vi ikke normalt ville forvente at finde gudestatuer i en privatgrav fra denne periode.

( http://dailynews.yahoo.com/htx/nm…1106/sc/life_egypt_tomb_dc_l.html)
AK

Kong Snofru, den første konge af 4. dynasti og udvikleren af den ligesidede pyramide, fik bygget hele to pyramider i Dahshur. Et udgravningshold under ledelse af S. Seidelmeyer og N. Alexanian fra Freie Universität Berlin har nu lokaliseret en bebyggelse dateret fra 4. dynasti til Mellemste Rige nord for Fayum-vejen. Placeringen identificerer den med pyramidebyen til den seneste af Snofrus pyramider, den såkaldte Røde pyramide, som formodentlig var tænkt som hans grav.
(Digging Diary 2000 i Egyptian Archaeology 18, 2001, 30; vedr. Snofrus pyramider se M. Lehner, Egyptens Pyramider.
AK

Den prædynastiske bebyggelse i el-Mahasna lidt nord for Abydos undersøges nu nærmere af et amerikansk hold under ledelse af D. Anderson. En af de nyudgravede bygninger er muligvis et kultsted. I denne bygning er der nemlig bl.a. fundet fragmenter af køllehoveder, fine bifaciale knivfragmenter og adskillige zoomorfe og antropomorfe figuriner.
(Digging Diary 2000 i Eg. Arch. 18, 2001, 30)
AK

Udgravninger af den tidligt dynastiske og prædynastiske gravplads i Abydos fortsætter under ledelse af G. Dreyer fra det tyske institut i Kairo. Sigtning af jorden fra den nordlige del af den såkaldte gravplads B har blandt andet frembragt flere indridsede benindlægsstykker fra en kasse, som var dekoreret med Narmers sejre. Fragmenterne viser fremmede, fanger og tributscener. Det er muligt at dekorationen på kassen har vist en mere omfattende redegørelse for de scener, som vi kender fra Narmerpaletten.
(Digging Diary, Eg. Arch. 18, 2001, 30)
AK

Den efterhånden velkendte grav for Ramses IIs sønner i Kongernes Dal er sandsynligvis en ombygning af en tidligere grav, som blev usurperet af Ramses II. Det er den teori, Kent Weeks og kollegerne er kommet frem med efter nærmere studie af de første rum i graven. At de to første rum oprindeligt skulle have været en grav fra 18. dynasti er tidligere blevet foreslået, men de mener nu at den forreste halvdel af det store søjlerum også kan have været del af denne oprindelige grav. Denne fortolkning er baseret på en notits indskrevet på loftet ved et punkt i søjlerummet, hvor stenhuggerne havde haft stoppet arbejdet i en periode. Notitsen lyder i sin kortfattethed: "år 19, [skete] fortsættelsen af arbejdet". År 19 må referere til Ramses IIs regeringstid, og det foreslås, at det var på det tidspunkt, at kongen usurperede graven og satte sine folk til at udvide det oprindelige tværrum til en kvadratisk søjlehal. Dette forklarer også hvorfor to søjler på dette punkt er bygget op af stenblokke modsat de andre søjler, som er udhugget direkte i klippen. Udgraverne mener nemlig, at den oprindelig grav havde en niche på dette sted, som gjorde at de to søjler ikke kunne udhugges i klippen som de andre.

Udgraverne er desuden begyndt at arbejde sig vej ind i rum 5, som de mener er et gravkammer. I sidekammeret (rum 6) er der nemlig fundet flere levn af gravudstyr, hvoraf noget var skyllet ud fra det formodede gravkammer. Indtil videre har det kun været muligt at rydde en passage langs to af væggene i rum 5. Dette har dog bekræftet, at der sandsynligvis er tale om et gravkammer. Således lader det til, at den midterste tredjedel af rummet har et hvælvet tag, og at der er nicher til magiske lersten ved rummets sider. Sådanne lersten med indskrifter blev indlagt i gravkamrene som en form for beskyttelse af gravejeren. Hvis det bliver konstateret, at bjerget godt kan bære en yderligere rydning af rummet, får vi forhåbentligt mere at høre fra dette kammer indenfor de kommende år.
(http://www.kv5.com/html/prog_10_0501.html)
AK

I Adaima, lidt nord for Hierakonpolis, har de franske udgravninger under ledelse af B. Midant-Reynes igennem mange år udgravet den sene forhistoriske bebyggelse og gravplads. I forbindelse med disse udgravninger har de fundet et område, som tilsyneladende var reserveret for børn på mellem 6 måneder og 12 år. Udgraverne vurderer at børnegravpladsen har været anvendt igennem 100-150 år og daterer den til perioden før rigsdannelsen, den såkaldte Nagada IIIA/B periode. Gravene inkluderer såvel keramik, hvoraf det meste er bemalet, som de typiske skifferpaletter, samt armbånd og amuletter. Da de organiske materialer er meget velbevarede, er der desuden fundet måtter, kurve, rester af tøj samt indholdet i krukkerne.
(Digging Diary 2000, Eg. Arch. 18, 2001, 32)
AK

Den 18. oktober blev den øverste terrasse i dronning Hatshepsuts tempel i Deir el-Bahari officielt åbnet af præsidentfruen Suzanne Mubarak. Arbejdet med at restaurere anlægget har stået på i årtier og er blevet udført af polske og ægyptiske arkæologer. Det rummer bl. a. det åbne rum til soldyrkelsen, der var et standard element i Nye Riges dødetempler, og et kapel delvis hugget ind i klippen med to afbildinger af prinsesse Neferure, der ledsager sin mor ved offerhandlingen. Genopbygningen har nødvendiggjort brug af mange nye sten, også til at restaurere de Osiris-figurer, der står foran facadens piller, men resultatet er harmonisk og meget smukt

Den anden terrasse med Punt-reliefferne er nu blevet forsynet med et rækværk, der gør det så godt som umuligt at se detaljerne i reliefferne.
(LM)

Ifølge Al-Ahram Weekly 18.-24. oktober 2001 er der nu indrettet et "visitors' centre" i Abu Simbel, der præsenterer arbejdet med flytningen og restaureringen af templerne.
(LM)

Museet har fået den udmærkede idé at bringe udvalgte genstande frem i lyset og hver måned udstille en af dem i forhallen ved indgangen. I oktober måned var det et hellenistisk hoved af Zeus-Amon, der tidligere havde befundet sig i Jordan (de nærmere omstændigheder kendes ikke).

Septembers genstand er nu flyttet til Amarna-rummet, hvor den står foran Akhenatons "androgyne" statue, og den er nok værd at lægge mærke til. Det er en 86 cm høj siddende parstatue af bemalet kalksten, der forestiller Meryre og hans hustry Inuia, der blev fundet af hollandske arkæologer i hans rigt udsmykkede grav i Memphis tidligere på året (se Siden Sidst i forrige nummer af Papyrus med henvisning til en hjemmeside, hvor der er et billede af statuen inden den var blevet rengjort). Meryre var ifølge statuen skriver i Aton-templerne i Akhetaten og i Memphis. På gravvæggene gives yderligere titler, der illustrerer udviklingen i hans karriere, der bl. a. involverede et navneskift fra Meryneith til Meryre og tilbage igen. Disse interessante forhold vil ifølge Dr. Maarten Raven fra museet i Leiden blive afsløret i et kommende nummer af Egyptian Archaeology. Bagsiden af statuen er ganske dækket af hieroglyffer i en lysende blå farve, der omtaler ofre, der ønskes givet af henholdsvis Aton (2 gange) og Ra-Harakhte "der lever af maat" (3 gange). Ofrene specificeres yderlige på den venstre del af bagsiden. Et usædvanligt punkt er "urter der kommer frem fra øst". Inuias paryk er også ud over det sædvanlige, da det øverste lag af den højre del (der vender mod hendes mand) er slået tilbage over hendes skulder. Hendes dragt slutter ikke ved anklen, men dækker halvdelen af hendes fødder. Meryre bærer en "T-shirt" med længere ærmer end hans plisserede tunika. Begge holder et tørklæde i hånden, og begge har den orangerøde hudfarve, der anvendtes for både mænd og kvinder i Amarna-tiden. Mellem stolens ben er malet blå salvekrukker.

Novembers genstand planlægges at være den nyrestaurerede kobberstatue af Pepi II.
LM

Agatha Christie and the Orient. 8.nov. 2001 – 17. marts 2002

(www.thebritishmuseum.ac.uk/exhibitions2001/index.html)