Århus

Gravkonstruktion i Ny Rige

Mødedato: Torsdag d. 30/11, kl. 17.30

Mødetid er kl. 17.20, døren låses!

Antikmuseet på Aarhus Universitet,
Victor Albecksvej, Århus C, bygning 414

Gravkonstruktion i Ny Rige, v. Rune Olsen, Ph.d.-studerende, ToRS, Københavns Univ.

”Hvordan byggede ægypterne pyramiderne”? Spørgsmålet er de fleste mennesker nok stødt på, og mange har nok også indset, at det ikke er så ligetil at svare på. Dette foredrag handler ikke om pyramiderne, men om de private grave i Theben og Sakkara. Det er dog det samme spørgsmål, og svaret er lige så kompliceret. Konstruktionen af gravene til Ægyptens elite handlede bestemt ikke bare om at udhule en klippe eller stable sten sam-men i en mur, men involverede en betragtelig mængde planlægning, organisering, logistik og konfliktløsning. Med udgangspunkt i de arkæologiske, arkitektoniske og tekstuelle kilder vil foredraget forsøge at synliggøre en lille del af forskellene, lighederne, og problemerne ved at anlægge en grav i henholdsvis det 18. dynastis Theben og det 20. dynastis Sakkara.

Alexandria og Pharos

Mødedato: Torsdag d. 14/9 2017, kl. 17.30

Mødetid er kl. 17.20, døren låses!

Antikmuseet på Aarhus Universitet,
Victor Albecksvej, Århus C, bygning 414

Alexandria og Pharos: hvor alverdens kulturer mødes og fortiden smelter sammen med fremtiden,  v. Ph.d. Niels Bargfeldt, Forskningsassistent, Aarhus Universitet

Alexandria vest for Nildeltaet blev udlagt som en storslået kulturhovedstad for det nye ptolemæiske herskerdynasti, som overtog herredømmet i Ægypten efter Alexander den Stores død. Metropolen bar præg af nye fantastiske ideer, byggekomplekser og kulturtiltag, men helt bevidst skulle byen ligeledes afspejle for længst forgangne tiders storhed og bringe fortiden i spil på ny. Her blev det berømte fyrtårn, Pharos, opført, et af den antikke verdens syv vidundere, men hvad betød det for Alexandria, og hvordan husker vi det i dag? Niels har skrevet om Pharos i bogen ‘Antikkens 7 Vidundere’ udgivet af Aarhus Universitetsforlag, 2017.

Farao. Magtens ansigt

Mødedato: Torsdag d. 26/10 2017, kl. 17.30

Mødetid er kl. 17.20, døren låses!

Antikmuseet på Aarhus Universitet,
Victor Albecksvej, Århus C, bygning 414

Farao. Magtens ansigt. Det Mellemste Rige på Glyptoteket, v. Ph.d. Tine Bagh, Museumsinspektør, Glyptoteket

D. 12/10 åbner udstillingen ’Farao. Magtens ansigt’ på Glyptoteket.

Rammen om udstillingen er det Mellemste Rige, og ’magtens ansigt’ er bl.a. Glyptotekets berømte ’Sorte Kongehoved’ med de alvorlige ansigtstræk. Det sættes overfor et andet sort kongehoved af Amenemhat III, fra Metropolitan Museum, New York, og hans far, Sesostris III, med den sure mund og de tungeøjenlåg, repræsenteres af et monumentalt hoved fra Nationalmuseet, der ikke normalt er udstillet. De sættes begge overfor den let smilende Sesostris I fra Medelhavsmuseet i Stockholm.

Der vil også være en afdeling med Labyrinten i Hawara, hvor Sobek fra Museum of Fine Arts, Boston bliver kronet, en næste 1:1 faksimile af klippekammeret i Djehutyhoteps grav i el Bersheh med den kendte scene med transport af en kolossalstatue samt et særligt et børnespor og lyttestationer, hvor oldægyptiske tekster læses op.

Kom med bag om udstillingen om Farao og hans magt i Mellemste Rige og hør om de mange overvejelser, til- og fravalg, muligheder og krav, der altid vil være en del af et projekt som dette.